Semiten's Blog

Mens det ikke er svært, at få mange nationer til at stemme imod Israel i FN’s Generalforsamling, har nogle arabiske lande alligevel bestukket lande, der traditionelt stemmer side om side med den jødiske stat for at gøre anti-israelske resolutioner mere spiselige.

Toribiong, formand for stillehavsøgruppen Palau, fortalte Israels avis Yediot Ahronot, at han for nylig blev tilbudt 50 millioner dollars af De Forenede Arabiske Emirater (UAE) for at stemme imod Israel i FN.

“Glem det. Vi vil ikke stemme imod Israel for alt i verden” sagde Toribiong.
Toribiong var ledsaget af Iolu Johnson Abil, formand for Vanuatu, en anden ø-nation i Stillehavet. Palau, Vanuatu, Mikronesien, Marshall-øerne og en række andre stillehavsnationer er faste tilhængere af Israel i FN som følge af deres stærke kristne tro.
At nationer forsøger at købe FN Generalforsamlingens stemmer mod andre nationer taler deres tydelige sprog om tingenes tilstand i FN. Hvad der er endnu vigtigere, er, at disse påstande om alvorlige uregelmæssigheder bliver fuldstændig ignoreret af FN og det internationale samfund.
Og det er ikke første gang.

Salomonsøerne, en anden ø-nation i Stillehavet begyndte pludselig at stemme imod Israel i 2009, og mange undrede sig hvorfor. Ligesom andre kristne ø-nationer, havde Salomonøerne altid støttet den jødiske stat. Senere blev det opdaget, at Irans udenrigsministerium havde bestukket de forarmede Salomonsøer med en check på $ 200.000 check og teknologisk støtte.

Tip: Hodja
Kilde: israeltoday

Irans præsident har talt i FN og som sædvanlig udvandrede de delegerede, for han brugte zionismen og holocaust som bortforklaringer for Israel og stillede tvivl om 9-11. Videoen er en oversættelse til engelsk, så hvis du vil provokeres, så lyt endeligt …

UnitedAgainstNuclearIran har en video klar, der går bagom.

Også danskere udvandrede fra salen

kilde: JP

Vi skal stadig have fokus på den kommende samling i FN’s generalforsamling, hvor det stadig forventes, at palæstinenserne vil anmode om at blive anerkendt som en selvstændig stat.

Der er pt. flere forhandlinger i EU om at opnå en samlet holdning, hvor bl.a. Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy har påpeget vigtigheden af, at EU taler med én stemme. Det kan dog forventes, at dette bliver meget svært, da lande som Tyskland, Holland og Tjekkiet vil sikre, at Israel ikke bliver truet, hvorimod en del lande fra Østeuropa allerede har anerkendt Palæstina.

Danmark har indtil nu været tilbageholdende med at skulle anerkende en ensidig udråbelse af en palæstinensisk stat, men Danmarks evt. kommende udenrigsminister Villy Søvndal, har offentligt sagt, at en S-SF regering vil arbejde for at få så mange af EU landene som muligt til at være med til at anerkende Palæstina som en egen stat.

Hvorfor forsøger de palæstinensiske myndigheder igen at benytte det anti-israelske flertal i FN’s generalforsamling frem for at forhandle en fred med Israel?

Svaret er givet af en israeler som er tilhænger af en tostatsløsning, men en forhandlet løsning.

Hans svar stod i Washington Post forleden:

»Hvorfor anmoder PA (de palæstinensiske myndigheder) FN’s generalforsamling om en anerkendelse af en palæstinensisk stat uden om en fredsaftale med Israel på trods af en overvældende risiko for, at det kun vil gå ud over palæstinenserne selv med sådanne ensidige skridt?«

Jeg tilbyder hermed et svar på spørgsmålet, om end jeg selv hader pointen i mit eget svar.

Hvorfor? Jo, fordi den vise (kloge) modpart altid går efter et ”vinder-vinder”-princip (hvor begge parter står tilbage med en politisk sejr). En tåbe eller et fjols af en egoist går altid efter ”jeg vinder-du taber”. Men palæstinensiske ledere går altid efter en tredje løsning: ”taber-taber”-løsningen (hvor begge parter taber).

Når bare de har udsigt til at skade Israel, så er de nemlig bedøvende ligeglade med, at de også skader deres eget palæstinensiske folk.

Hvis der er nogen, der stadig er i tvivl om den uretfærdighed, som bl.a. FN delagtiggør sig i vedr. Israel, bringer jeg dette som dokumentation:

Medlem af Folketinget og Udenrigsudvalget, Søren Espersen, har spurgt Udenrigsministeriet om at få oplyst, land for land, hvor mange FN-resolutioner, der siden 1967 er rettet imod

1. Israel

2. Iran

3. Kina

4. Ægypten

5. Libyen

6. Yemen

7. Cuba

8. Syrien

9. Bahrain

10. Saudi-Arabien

Svar:

Følgende oplysninger er hentet fra FN’s hjemmeside (United Nations Bibliographic Information System).

De Forenede Nationer har gjort den demokratiske stat Israel til et mål for uophørlige fordømmelse samtidig med, at de forsømmer deres mandat i fordømmelse af undertrykkende regimer rundt omkring i verden. Nedenstående filmklip afdækker de faktorer bag FN’s negative bias mod Israel. Se klippet, vis det til venner og bidrag til at imødegå hykleri.

Der er pro-israelsk demonstration den 21. september 2011 overfor FN-hovedkvarteret i Dag Hammerskjold Plaza, NYC kl 11:00, hvor FN holder sin tredje verdenskonference mod racisme (Durban III).

“Den jødiske presse” har gengivet en del af en tale, som Abba Eban holdt i FN i 1958. Her er en del af det:

Abba Eban (hebraisk: אבא אבן) (født 2. februar 1915, død 17. november 2002) var en israelsk diplomat og politiker.

Det arabiske flygtningeproblem er forårsaget af en angrebskrig, der blev lanceret af de arabiske stater mod Israel i 1947 og 1948. Det er ikke nogen fejl. Hvis der ikke havde været nogen krig mod Israel, med deraf følgende blodsudgydelse, elendighed, panik og flugt, ville der ikke være noget problem med arabiske flygtninge i dag.
Når du tager ansvaret for denne krig, har du fastslået ansvaret for flygtningeproblemet. Intet i historien i vores generation er klarere eller mindre kontroversielle end initiativet af de arabiske regeringer for konflikten, og hvordan flygtningenes tragedie opstod. Baggrunden for denne konflikt er klart defineret af tilståelser af de arabiske regeringer.

“Dette vil være en udryddelseskrig” erklærede generalsekretæren for Den Arabiske Liga i en tale for regeringerne i seks arabiske stater. “Det vil være en betydningsfuld massakre, der skal huskes som den mongolske massakre og korstogene.” Angrebet begyndte den sidste dag i november 1947. Fra da af og indtil udløbet af det britiske mandatområde maj 1948, kastede de arabiske stater, i samråd med Palæstina arabiske ledere, landet ud i uro og kaos. På dagen for Israels uafhængighedserklæring, krydsede de væbnede styrker i Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak, støttet af Saudi-Arabien og Yemen, deres grænser og marcherede mod Israel.

Flygtningeproblemet blev ikke skabt af FN’s generalforsamling ved etablering af Israel. Det blev resultatet af de arabiske regeringer’s forsøg på at ødelægge Israel med magt. Krisen opstod ikke, som de arabiske talsmænd har sagt, fordi FN har vedtaget en resolution elleve år senere. Den er opstået, fordi de arabiske regeringers beslutning stod ved magt. Hvis FN’s forslag var blevet fredeligt accepteret, ville der ikke være noget flygtningeproblem i dag, der hænger som en sky på den spændte horisont i Mellemøsten.

Bortset fra spørgsmålet om dens oprindelse, er fortsættelse af dette flygtningeproblem en unaturlig begivenhed, der er i modstrid med almindelig erfaring og præcedens. Siden slutningen af Anden Verdenskrig, har der været problemer med 40 mio. flygtninge i forskellige dele af verden. I alle tilfælde – bortset fra at de arabiske flygtninge, svarende til mindre end to procent af alle – har det internationale samfund vist kontant ansvar, og givet støtte. I alle andre tilfælde er en løsning fundet ved integration af flygtninge i værtslandene.

• 9 millioner koreanere;
• 900.000 flygtninge fra konflikten i Vietnam;
• 8.500.000 hinduer og sikher forlod Pakistan til Indien;
• 6.500.000 muslimer flygtede fra Indien til Pakistan;
• 700.000 kinesiske flygtninge i Hong Kong;
• 13 millioner tyskere fra Sudeterlandet, Polen og andre østeuropæiske lande for at nå Vest-og Østtyskland;
• tusinder af tyrkiske flygtninge fra Bulgarien;
• 440.000 finnerne adskilt fra deres hjemland ved en ændring af grænsen;
• 450.000 flygtninge fra arabiske lande ankom subsistensløse til Israel, og et tilsvarende antal til Israel fra det jødiske holocaust i Europa.

I hvert tilfælde, hvor flygtningene søgte ly, har det fremmet deres integration, mens de arabiske flygtninge nu i de arabiske lande, og i dette tilfælde alene, har integration været blokeret.

Paradokset er mere overraskende, når vi ser, at slægtskab mellem sprog, religion, social baggrund og national følelse, der er mellem de arabiske flygtninge og deres arabiske værtslande, har været mindst lige så klart som dem, der findes mellem andre værtslandene og alle andre flygtningegrupper. Det er umuligt ikke at konkludere, at integration af arabiske flygtninge i den arabiske verden er en objektivt mulig proces, som der har været modstand på, af politiske grunde.

De seneste år har vi oplevet en expansion af det økonomiske potentiale i Mellemøsten. Indtægterne fra olielande har åbnet store muligheder på arbejdsmarkedet og udvikling, hvori flygtningene, i kraft af deres sproglige og nationale baggrund kunne passe ind uden nogen form for skævvridning. Der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis den frie bevægelighed var blevet ydet til flygtninge ville der have været en automatisk integration for tusinder af dem i de expansive arabiske økonomier

kilde: jewishpress

Obama har idag holdt en tale om forholdene i mellemøsten. En del af talen handlede om en 2 statsløsning, En jødisk stat til jøderne og en palæstinensisk stat til palæstinenerne. Grænsen skan baseres på 1967-linierne med justeringer.

Dette er lige præcis hvad Camp David aftalen i 2000 og Livni/Olmert planen i 2008 gik ud på. Men palæstinenserne sagde nej, så det gør de sikkert også denne gang.

Olmerts fredsplan

Kortet viser, hvilke områder af Israel, tidligere premierminister Ehud Olmert ville afgive i en fredsaftale med palæstinenserne. Kortet, der er fra avisen Ha’aretz, er baseret på kilder, der har modtaget detaljerede rapporter fra Olmerts samtaler med PA præsident Mahmoud Abbas. Olmert foreslog  at udvide Gaza-striben mod øst, mod de frugtbare områder fra flere israelske landbrugs-kollektiver. Han foreslog også, at den fremtidige palæstinensiske stat skulle have områder i Beit She’an Valley, i Judæa bakker, Lachish og Yatir skov.

Et forslag, der mere eller mindre svarer til dette kort viste Olmert PA præsident Mahmoud Abbas i september 2008. Abbas aldrig kom tilbage med et svar, og forhandlingerne endte, skriver Ha’aretz. Ifølge Ehud Olmert ønskede Abbas ikke til at underskrive en aftale, der ville sætte en stopper for alle fremtidige territoriale krav for palæstinenserne.

Olmert ville beholde 6,3 procent af Vestbredden. Inden for dette område bor 75 procent af de jødiske bosættere. For at gennemføre planen, ville det være nødvendigt at evakuere tusinder af bosættere, herunder kendte bosættelser som Ofra, Beit El, Elon Moreh og Kiryat Arba. Også de små jødiske samfund i Hebron gik Olmert også ind for at evakuere.
Landområder (markeret med rødt), der svarer til 5,8 procent af Vestbredden ville blive afstået fra israelsk område, samt en korridor mellem Gaza-striben og Vestbredden.

kilde: MIDTØSTEN

Det er fjerde gang palæstinensrne afviser et Palæstina. Først var

• FN’s delingsplan fra 1947, hvor det vestlige ‘britiske mandat palæstina’ blev delt op i 2, der førte til uafhængighedskrigen
• fra 1948-67 var Vesbredden jordansk, men uden initiativer fra Palæstinenserne/PLO til at gøre området selvstændigt, og da havde de muligheden, endda med Østjerusalem som hovedstad
• Camp David år 2000 hvor Vestbredden blev Palæstina
• 2008 hvor Olmert og senere Livni har foreslået ovenstående

Derfor er kampen for et Palæstina ikke seriøs. Det handler om noget andet, nemlig den jødiske stats ophør via aftaler om, at de oprindelige flygtninges efterkommeres mulighed for tilbagegvenden, altså ret til de jorde eller huse, som flygtningene i familien kom fra (men skal det så ikke gælde alle verdens flygtninge?).

Hvorfor er det slemt, at der ikke er en jødisk stat? Fordi en jødisk stat kunne være sikkerhedsnet for de utallige holocausts, der har været de sidste 2000 år. Derudover er Israel jødernes forsikring, at når der er forfølgelse og diskrimination har de et sted, der varetager deres interessser. Måske skulle man sige at, der desværre er brug for et sikkerhedsnet, for uden forskelsbehandling og forfølgelse, var argumenetet for Israel mindre.

I morgen den 15 maj er det 63 år siden Israel blev oprettet i nyere tid. Ser man længere tilbage blev Israel også oprettet ca for 3700 år siden. Mens vi levede i jordhuler herhjemme fandtes der lande, man kan kalde Israel, Egypten, Assyrien, Babylon, Moabittternes og hittitternes land osv og senere kom etruskerne, romerne, grækkerne nordpå. Ifølge den israelske kalender var 63 års dagen for nogle dage siden, da den kalender er månebaseret og ikke solbaseret.

I forbindelse med Israels oprettelse i 1948 var der ikke overraskende stridende parter som i enhver anden konflikt. Der skabtes dels muslimske/arabiske flygtninge ud af Israel og dels jødiske/arabiske flygtninge til Israel. Skal man tro de flygtende arabere, var deres flugt begrundet i frygt for terror fra enkelte jødiske gruppers side, og skal man tro de jødiske flygtninge fra arabien, var begrundelsen endnu større:

Udvisning og udvandring af over 850.000 jøder fra arabiske lande er blandt de mindre kendte uretfærdigheder mod menneskeheden. Jøderne fra de arabiske lande var udsat for ydmygelser, diskrimination, menneskerettighedskrænkelser, organiseret forfølgelse og udvisning af regeringerne i de lande, deres oprindelse. I løbet af denne tid, var jødisk ejendom beslaglagt uden kompensation, jødiske kvarterer blev plyndret, og begravelsespladser blev skændet. Synagoger, jødiske butikker, skoler og huse blev plyndret, brændt og ødelagt, og hundredevis af jøder blev myrdet i antisemitblev riske optøjer og pogromer. Af de over 850.000 jødiske flygtninge, der forlod de arabiske lande, søgte ca. 600.000 tilflugt i Israel. Arabiske stater har nægtet at anerkende disse krænkelser af menneskerettighederne og yde nødhjælp til de hundrede tusinder af jøder, som blev tvunget til at forlade deres hjem, virksomheder og ejendele, da de flygtede fra disse lande.

Hvis de arabiske flygtninge fra Palæstina kræver ret til tilbagevenden eller kompensation, gælder det modsatte vel også? I min optik er det vanskeligt om ikke umuligt for 850.000 arabiske jøder at vende tilbage til Bagdad, Yemen, Tunesien … osv. Hvis jøder kunne leve normalt i de arabiske lande og der ikke fandtes antisemitisme i denne verden, var begrundelsen for et Israel, der varetager jødiske interesser, mindre.

Ifølge denne statistik har andre grupper heller ikke ret til tilbagevenden.

• 400.000 finnere fra Karelen under andre verdenskrig.
• 8 millioner hinduer og 6 millioner muslimer mellem Pakistan og Indien i 1947.
• 12-14 millioner tyskere fra Øst-Europa efter krigen.
• Hundredetusenvis af kurdere.
• 200.000 grækere på Cypern, 50.000 tyrkere mod nord.
• Og hvad med Eritrea, Æthiopien, Kashmir, Østtimor, Somalia, DR Congo, Vestsahara,…)

Det er derfor ikke et jødisk/israelsk/zionistisk fænomen, at efter ændringer i demografien, frivilligt eller ufrivilligt, så kan ændringerne ikke tilbageføres. Hvilket kaos ville ikke ske i verden, hvis flygtninge fra krige i fx 60 år skulle reetableres? Imidlertid betragter man de muslimske arabere som et særligt problem. Derfor ligger hønen begravet et andet sted.

Mit bud er, at modstanden mod Israel, skyldes at Israel af venstrefløjen betragtes som en hvid settlerstat og sidste forsøg på kolonialpolitik fra vestmagterne. Imidlertid blev Israel til uden vestlige våben, udnytter ikke lokal arbejdskraft eller bringer naturressourcer tilbage til en moderland. Modsat kolonistater, har alle lige rettigheder og selv de arabiske muslimer ville ikke udskifte Israel med noget andet. Mange tidligere beboere vil ind i dette land og få del i kapitalen og innovationen med henvisning til arveret og jordlodder og anden fast ejendom fra forfædrenes side.

Flere gange hører man, at Israel vanskeliggører fredsprocessen for oprettelse af et Palæstina. Men spørgsmålet er, om palæstinenserne reelt er interesseret i et land. De har haft er række muligheder gennem tiderne:

• Jordan som Palæstina af det oprindelige ‘britiske mandat palestine’. Dette Jordan dækkede 80% af palæstina, der er det historiske og ikke det moderne.
• Det moderne er idag israel+vestbredden, hvoraf de sagde nej til delingsplanen i 1947, det gav dem halvdelen.
• I 1948-67 har de ikke prøvet at gøre vestbredden til et Palæstina. De havde nemlig vestbredden.
• I år 2000 (Camp David) fik de vestbredden (side 22 i linket), men sagde nej, formentlig fordi østjerusalem ikke kunne være hovedstad + flygtninge fra 1948 ikke fik en ret til tilbagevenden.
• I 2007-8 fik de tilbudt næsten hele vestbredden og de procent jord de manglede, fik de af selve israel, før 1949 -linier, men de takkede nej – sikkert af samme grund at østjerusalem ikke kunne være hovedstad samt ingen ret til tilbagevenden.

Det, det handler om i virkeligheden er altså ikke et Palæstina, men retten for flygtninge fra 1948 + krigene efter, at vende tilbage.
Men er det rimeligt efter så mange år, at flygtninge fra krige i de sidste 60 år fra israel/palæstina, Bangladesh, Pakistan, Eritrea, Somalia, Indien, Kashmir, Uganda, Iran, Yemen, Dr Congo osv osv skal have en ret til at vende tilbage hvor de kom fra?

Når flygtninge flygter, startes nybygning. Det er ikke er zionistisk fænomen, men et almindeligt fænomen når folk forsvinder for evigt, set bort fra egentlig evakuering som det er set i Pakistan/Swat-provinsen.
PLO etc kan ikke godtage palæstina uden en ret for tilbagevenden for de andre der flygtede for 60 år siden. Men er dette argument korrekt, gælder det også for andre krige i de sidste 60 år i verden, og så ligner de demografiske omvæltninger vel ragnerok. Dertil skal huskes, at de fleste arabere flygtede fra Israel i 1948, mens endnu flere jøder flygtede fra de arabiske lande af samme grund, da jøder blev upopulære da Israel opstod. Disse jødiske flygtninge skal så ligeledes tildeles ret til tilbagevenden til Iran, Marokko, Yemen, Tunesien, Ægypten osv.

Arabernes flugt er veldokumenteret, men der er mindre for jøderne i 1948-idag, og det skyldes måske at Israel integrerer flygtninge, så derfor fades problemet ud, mens palæstinenserne fastholder, at de flygtninge, dvs problemet opretholdes. Jødernes flugt er mindre dokumenteret end arabernes og derfor er næste links en video omkring dette.

Efter 6 dages-krigen (June 5-10, 1967) hvor Israel erobrede Golan, Gaza, Sinai og Vestbredden blev dette felttog senere i FN til en resolution om tilbagetrækning. Baggrunden var, at udenlandske tropper langs Israels grænser gjorde klar til angreb, hvorfor Israel startede. I nogle tilfælde er et angreb det bedste forsvar og det kommer lidt an på hvor man læser, hvem der startede hvad. Generel Nasser af Ægypten havde få dage forinden udvist FN-tropper fra Sinai og opstillet tropper langs grænsen til Israel.

Det er ofte blevet fremført, at Israel ikke har opfyldt resolutionen om tilbagetrækning, men det kan man faktisk ikke, idet

• Man skal forhandle fred med andre lande, dvs. Ægypten, Jordan og Syrien. Palæstinenserne er ikke et land men en befolkning, og det er lande, man skal diskuttere med.
• Man kan kun trække sig tilbage til anerkendte grænser. Israel har kun anerkendte grænser mod Ægypten (det er aftalt i fredsaftaler), Jordan (det er aftalt i fredsaftaler) og Libanon (aftalt ad hoc), mens der ingen grænse er til det område, nogen vil mene skal være et Palæstina. Der findes en ‘grøn linie’, der er våbenstilstandslinien mellem Israel og de arabiske stater fra 1949, men en FN-grænse eller forhandlet grænse er det ikke.
• Tilbagetrækning skal være samtidigt med, at fjenden lægger sine våben. Det er ikke rigtigt sket i Gaza på trods af tilbagetrækning, men det er sket i fx Sinai. Der ER ingen angreb derfra.
• Det var ikke palæstinenserne Israel var i krig med.

Men en stor del af resolutionen er gennemført, herunder

• Fredsaftaler med andre lande, Libanon, Jordan og Ægypten, men ikke Syrien
• Tilbagetrækning, der dækker det meste besatte/erobrede omåde. Det gælder navnligt Sinai og Gaza
• Syrien har ikke anerkendt Israels grænser eller landets legitimitet og derfor er Golan-højderne stadigvæk et stridspunkt

Resolution 242

1. Withdrawal of Israel armed forces from territories occupied in the recent conflict
2. Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force.

Israel efter 6-dages krigen. Langt det meste erobrede område er tilbageleveret – når der samtidigt laves fredsaftaler.

På baggrund af, at jøderne i historien, især i vest- og østeuropa, blev undermineret, forfulgt og slået ihjel uden de store rettigheder af religiøse årsager, besluttede dette folk at etablere eget land, hvorfor de begyndte udvandringen fra Europa fra 1880erne indtil de var mange nok til at de via FN fik tildelt en lille område på størrelse med halvdelen af Jylland. Der boede folk i forvejen, men med udgangspunkt i det britiske Palestine-mandat, der inkluderer det, der idag er Israel, Vestbredden og Jordan, har landområderne været tyndt befolket og er det stadigvæk i Jordan. Hvis palæstinensernes krav om eget land kunne rykke blot 50 km mod øst, var meget løst. Det er vel ikke rimeligt, at flygtninge skal vende hjem til samme adresse eller egn som ens forfædre?  Tænk hvis flygtninge fra Cypern, Darfur, Nord/sydkorea, Eritrea og dusinvis andre lande mente det samme? Palæstinenserne har allerede et land, der er befolket med folk med samme kultur, religion, traditioner, og er delvis beduiner. Det hedder bare Jordan og ikke Palæstina. Er det hele et spørgsmål om etikketter?

Hør og se historien omkring Israel, før det hed Israel – og kampene derefter

Et uddrag af EUJS tale ved FN til støtte for Israel og imod FN disproportionale reaktion mod Israel. Som en muslimsk studerende, ønskede Amran Hussain at forklare hvorfor han besluttede at fremføre dette indlæg.

FN har haft mange resolutioner imod Israel men næsten ingen mod DR Congo eller Sudan, hvor der er 100000vis der slagtes i stammekrige og deres stammeapartheid. Mange af resolutionerne om Israel handler ikke engang om menneskelig, men alene om stop for opførelse af nye byer eller bydele i Samaria eller Judæa. Der er modstandere af Israel, der fremfører, hvorfor man ikke slår hårdt ned på Israel, der ikke overholder diverse resolutioner, men svaret er, at en resolution og en resolution er 2 forskellige ting som lige eksemplificeret.

JP /FN tillader irakisk atomprogram.

Sådan her gik det sidst, da Irak under Saddam Hussein var ved at udvikle andet end fredelig atomenergi. Israel angreb den irakiske Osirik-reaktor med meget få dræbte. Idag har Israel forsinket det Iranske atomprogram med 2 år – uden dræbte. Har udviklingen ikke gået den rigtige vej? Eliminering af fjendernes slagkraft – uden dræbte.

Klik på billedet - for at få mere historie

USA's FN-ambassadør Susan Rice

Syrien har vist “åbenlys foragt” for Libanons suverænitet og fortsætter med at bevæbne den libanesiske Hizbollah-guerilla, sagde USA’s ambassadør ved FN Susan Rice sagde i torsdags. “Syrien har især vist åbenlys foragt for suverænitet, territorialt integritet og politisk uafhængighed i Libanon,” fortalte Rice reporterer som FN’s Sikkerhedsråd holdt for lukkede døre. Syrien fortsætter med at levere mere og mere sofistikerede våben til libanesiske militser, herunder Hizbollah, på trods af sikkerhedsrådets resolution 1680, der opfordrer Syrien til at iværksætte foranstaltninger mod export af våben ind på libanesisk territorium, “sagde hun.
U.S.: Syria flouts Lebanon’s sovereignty, arms Hezbollah – Haaretz Daily Newspaper | Israel News / haaretz

Ahmadinejad fik USA til at udvandre.

Så har Jyllandsposten fået skrevet en underholdende artikel om Ahmadinejad’s tale i FN, der ikke manglede provokationer.

Ban Ki-moon: "Human Rights Council er forudindtaget mod Israel"

Det havde været en sensation, hvis ikke FN’s såkaldte “Human Rights Council” i Genève, under ledelse af lande som Saudi-Arabien, Pakistan og Cuba havde fordømt Israel som følge af skibene til Gaza. Rådet er helt domineret af verdens værste slyngelstater i Mellemøsten og Afrika, og havde allerede lagt skylden på Israel, før rapporten blev skrevet. Rådet har i de seneste år haft dusinvis af barske fordømmelser mod Israel, men i bedste fald udstedt en enkelt “beklagelse” om folkemordet i Sudan, og for det meste forblev de tavse mod undertrykkende stater som Iran, Saudi-Arabien, Zimbabwe og Kina. Både FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, og hans forgænger Kofi Annan har tidligere fordømt “Human Rights Council” besættelse og bias mod Israel.

kilde: fredimellemostern

Hvert år bliver omkring 5000 kvinder dræbt, fordi de har krænket familiens ære. Det er set i Danmark men foregår mest i mellemøsten, især Tyrkiet, Indien og Pakistan. Tidligere har der været en artikel andetsteds om 1000 æresdrab i Tyrkiet alene. Navi Pillay, FN’s højkommissær for menneskerettigheder fortsætter: Vi mener, at op mod hver tredje kvinde i verden tæves, voldtaget eller misbruges på anden måde. Æresdrab er eksempelvis, at en kvinde har giftet sig imod familiens ønske eller har haft en udenomsaffære, som nogen steder giver skam i familien.

Kilde: JP

Men hvorfor demonstreres der ikke i Danmark for de 5000 dræbte? Hvorfor demonstreres der ikke for de millioner af dræbte i DRcongo? Hvorfor demonstreres der ikke for de hundredetusindevis af dræbte i Darfurs kampe? Hvorfor demonstreres der ikke for flygtninge, der forsøger at passere ørken og hav for at nå civilisationen?

Hvorfor demonstreres der FOR dræbte i GAZA? Og ikke alene det, men kun når der er israelere bag? Der kan være lige så mange dræbte over tid fra HAMAS mod FATAH. Ihvertfald er der et række videoer på YOUTUBE, der viser dette, så et eksempel fra FOXnews

Der demonstreres ikke FOR druknede og dræbte bådflygtninge i verden, gør der? Men aktivister på flotilla, der med overlæg tog en risiko og negligerede israelske ordrer og mødte deres soldater med modstand … dem demonstreres der for. Skal de andre dræbte på flygtningebåde af uheld eller ulykkelige omstændigheder eller måske endda aggression ikke have en stemme? Hvorfor er de glemt? Den dag i dag tager flygtninge en risiko med livet som indstats for at nå europa kyster. Hvorfor vælger demonstranter worldwide at supportere 9 flotilla-dræbte istedet for 1000vis af druknede i middelhavet og Afrika? Hvorfor er anti-zionisme vigtigere end afrikanske flygtninge worldwide?

Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad har nu godkendt placeringen af nye uranberigningsanlæg i Iran, trods et voksende pres fra verden for at stoppe hans atomare ambitioner. Ahmadinejads seniorrådgiver Mojtaba Samareh Hashemi fortalte ILNA nyhedsbureau, at hardlinerne har “godkendt placeringen af nye nukleare anlæg” og “opførelsen af disse vil begynde ved hans ordre.”

Iran beriger i øjeblikket uran på et anlæg i den centrale by Natanz på trods af gentagne FN’s Sikkerhedsråd’s ultimatummer om at suspendere processen. I april sagde Irans atomare chef Ali Akbar Salehi, at planerne for to nye berigningsanlæg blevet forelagt Ahmadinejad og deres konstruktion skal starte i første halvdel af det iranske år, der løber til marts 2011. Iran har allerede tre FN-sanktioner imod sig.

kilde: YnetNews

Udvikling af atomvåben giver normalt ikke rynker i panden, når det handler om demokratiske stater. Disse rygter findes om Brasilien, Sydafrika og Tyrkiet, men hvis Ahmadinejad får atomvåben kan Israel eller USA måske finde på at angribe, og så ligner det en uoverskuelig krig. På den anden side: Hvis Iran skyder atomvåben af på Israel, ødelægger han det jo også for de kommende generationer af muslimer og palæstinensere, som han formentlig gerne ser styrer landet. Men tænker han så langt?

At Ahmedinejad kalkulerer med død som straf for forbrydelser, kan ikke komme bag på mange, idet artiklen længere ned handler om hængninger. Og da Ahmadinejad betragter Israel som stat som en forbrydelse, mener jeg ikke det kan overraske at han vil bekrige Israel militært. Har Israel/USA begrundet tro på hans ide om at ødelægge Israel, så er vestens imødegåelse destruktion af Iranske atomare installationer – vel at mærke – ikke det iranske folk. Ligesom dengang Israel angreb Saddam Husseins installationer, der udviklede atomvåben, gik kun 11 liv tabt og de fleste af disse var interne på grund af forvirring.

Generalsekretæren i ‘Organisationen for Islamisk Konference’ (OIC), Ekmeleddin Ihsanoglu, hævdede i et nyligt interview, at hans gruppe var ansvarlig for starten til Goldstone-rapporten. De Forenede Nationers Goldstone-Rapport beskyldte Israel for krigsforbrydelser, og de blev skarpt kritiske over for Israels politik især i forbindelse med Operation CAST LAED i Gaza.

“Den 3. januar i CAST LEAD, indkaldte vi forretningsudvalget fra OIC på ministerplan. Det blev besluttet, at OIC-gruppen i Genève skal spørge Menneskerettighedsrådet om at indkalde til og overveje muligheden for at sende en slags sandhedskommision til Gaza,. Ihsanoglu sagde til Al-Jazeera. “OIC var medvirkende til denne beslutning”.

Flere af de medlemsstater, der hører til FN’s Menneskerettighedsråd, er også medlemmer af OIC.

Israel besluttede ikke at samarbejde med FN’s undersøgelse fordi, udvalget var stærkt forudindtaget imod Israel og IDF. Udvalget fortsatte sine undersøgelser uden spørgsmål til israelske embedsmænd, og baserede sine konklusioner næsten udelukkende på vidneudsagn fra Gaza-arabere og fra venstreorienterede EU-støttede grupper i Israel, som Yesh Din og B’Tselem.

Ihsanoglu sagde, at OIC ønsker at blive involveret i Goldstone-rapportens proces. ”OIC og det internationale samfund bør arbejde hånd i hånd for at gennemføre forslagene i Goldstone- rapporten,” sagde han.

kilde: INN

Der findes også en tråd, der handler om Goldstone-rapporten.

Fra Palestinian Media Watch

Denne bekendtgørelse er endnu et eksempel på misbrug af FN-midler. En annonce af en palæstinensisk ungdomsorganisation, PYALARA, som er finansieret af UNICEF, viser en økse ødelægge en Davidsstjerne. UNICEF’s logo er på annoncen. Den store Davidsstjerne, der ødelægges, har et billede af stjerner og striber. Det repræsenterer sikkert USA, og en yderligere mindre Davidsstjerne. Organisationen PYALARA (Palestinian Youth Association for Leadership and Rights Activation) er blevet finansieret af  UNICEF siden år 2000: “PYALARA er blevet valgt af UNICEF som en vigtig strategisk partner i Palæstina.” (PYALARA website)

Er UNWRA måske bedre? De sikrer, at flygtninge holdes statsløse og ikke integreres i deres omgivelser, men fastholder en 62årig gammel ret til tilbageveneden til jord og huse, der ikke mere findes. Tænk hvis alle hjælpeorganisationer gjorde det samme som UNWRA. Så ville verdens flygtninge ikke integreres men kun vokse i antal – hele tiden.

En UNRWA fodboldturnering opkaldes efter terrorist Abu Jihad.

UNWRA forbinder man normalt med en organisation, der har holdt arabiske/palæstinensiske flygtninge i lejre i op mod 62 år og man taler nu om 4-generations flygtninge. Jamen så se at få dem ud af lejrene! Integerer dem hvor de er!

Et UNRWA uddannelsesprogram i Ramallah har hædret terroristen Abu Jihad med en fodboldturnering i hans navn. Turneringen var arrangeret af Fatah Students’ ungdomsafdeling på UNRWA’s Women’s Training Center og Faculty of Educational Sciences i Ramallah. Studenterrådet og Shabiba [Fatah] studenterbevægelsen på UNRWA’s Faculty of Educational Sciences har lanceret en fodboldturnering under navnet, ‘The Shahid (Martyr) Abu Jihad Tournament.”

Resterne af en bus, kapret af Mughrabi, planlagt af Abu Jihad

At UNWRA er vært for en turnering til ære for en terrorist er ikke første gang. FN har også støttet en UNICEF-sponsoreret lejr i 2003 opkaldt efter “den Shahida (Martyr) Wafa Idris.

Abu Jihad var en af grundlæggerne af Fatah-bevægelsen og planlagde terroraktiviteter fra midten af 1960′erne. Næstkommanderende til Yassir Arafat og leder af den militære fløj af PLO og gjorde tjeneste som stedfortrædende øverste militære leder af Fatah. Abu Jihad planlagde mange af de store Fatah terrorangreb, herunder de værste terrorangreb i Israels historie, hvor 37 civile blev myrdet i en buskapring ledet af Dalal Mughrabi i 1978. Han har også planlagt gidseltagning på Savoy Hotel i Tel Aviv i 1975, hvor otte gidsler og to israelske soldater blev dræbt. Abu Jihad blev dræbt i 1988 i en operation ledet af Israel.

Det kommer mere og mere frem, at UNWRA er mere politisk end humanitært. Deres mål er ikke flygtninges ve og vel men derimod politisk at skabe en nationalstat for palæstinenserne. Men hvorfor vælge den sværeste løsning at omdanne Israel? Hvorfor ikke spinge over hvor gærdet er lavest og anvende det østlige Palæstina, der idag hedder Jordan? Og hvor indbyggerne har samme religiøse forhold, skikke, traditioner og sprog, fordi jordanerne ER palæstinenserne set i historisk perspektiv. Og næstbedst: Ophæv flygtningenes status, så de er indbyggere istedet for statsløse.

Kilde: PALWATCH / Itamar Marcus and Nan Jacques Zilberdik