Semitten's Blog

Om semitiske forhold i og udenfor Israel

3 generaler

leave a comment »

Moshe Dayan
DR2, 2. januar 2012 kl. 23:45
“Der findes ikke noget mere spændende end krig. Ikke at jeg anbefaler at gå i krig alene for spændingens skyld”. Sagt af Moshe Dayan, der var i krig det meste af sit liv. Han opfattes som en af Israels største militære helte og en stor politisk leder. Moshe Dayan blev født i en landsby i Palæstina i 1915 og blev allerede som 14-årig aktiv i den jødiske undergrundsbevægelse Haganah. Under Anden Verdenskrig kæmpede han for briterne i Libanon og Syrien. Her mistede han et øje, og klappen for øjet blev hans varemærke resten af livet. Dayan kæmpede i alle Israels krige fra 1948. Han blev en helt i Seksdageskrigen i 1967 og fik som resten af Israels ledelse kritik af indsatsen under Yom Kippur-krigen i 1973. Sideløbende indledte han en politisk karriere. Som udenrigsminister i Begins regering forhandlede han den historiske fredsaftale med Ægypten på plads i 1978.
Familie, venner og fjender giver et portræt af Israels mest flamboyante general.

Yitzhak Rabin
DR2, 4. januar 2012 kl. 00:10
Mange israelere forbinder Yitzhak Rabin med håbet om fred, en afslutning på den befæstede ghetto-stat, men andre har kaldt ham en forræder mod zionismen. Rabin blev født i Jerusalem i 1922 og gjorde karriere gennem hæren. Han opnåede de højeste poster i Israel som forsvarschef, ambassadør i USA, forsvarsminister og premierminister. Rabin havde ikke den store karisma og ingen fejende visioner. Han var ikke en formidabel personlighed som sin forgænger Golda Meir og ikke en sleben politiker som Shimon Peres, hans livslange modstander i Arbejderpartiet, indtil de forenede sig om Oslofredsaftalen i 1993. Som ung drømte Rabin om at blive vandingsingeniør, men tvunget af sit lands voldelige historie, blev han i stedet soldat, diplomat og premierminister, indtil han faldt som offer for den israelske militarisme, han selv havde fremelsket, i form af en jødisk fanatiker, der myrdede ham under et massemøde i Tel Aviv i 1995.

Ariel Sharon
DR2, 5. januar 2012 kl. 00:15
Nogle hævder, at skærer man ind til benet, så repræsenterer Ariel Sharon skiftende israelske regeringers politik uden skjulte dagsordener og omskrivninger. Hans brug af den nøgne, brutale magtanvendelse over for palæstinenserne, som har kendetegnet hele hans karriere, fik i hvert fald et sikkerhedshungrende israelsk folk til med stort flertal i 2003 at genvælge den da 75-årige general til Israels ministerpræsident. Sharon blev født i Palæstina i 1928. Hans mor beskrives som en stout araberhader, en afsky hun indpodede i sine børn fra fødslen. Det var Sharon, der smed PLO ud af Libanon i 1982 og så passivt til, da de kristne falangister massakrerede flygtningelejrene Sabra og Shatila. Og det var Sharon, der med sin spadseretur på Tempelbjerget i 2000 udløste den anden Intifada. I 2005 stiftede Sharon et nyt parti, Kadima, der gik ind for fredsforhandlinger med palæstinenserne, men en hjerneblødning satte i 2006 en stopper for Sharons virke.

Written by semit

2. januar 2012 hos 17:55

Lagt i Israel

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: