Aljazeera: Er tiden løbet fra en to-stats-løsning?
Ifølge artiklen ønsker Abbas at genoptage de direkte forhandlinger, med den klausul at opløse PA – den palæstinensiske myndighed og overdrage hele vestbredden til Israel. Således bliver hele området israelsk. Abbas strategi er at tvinge Israel til at se med friske øjne og ikke at smide hans egen sag i vasken, idet en overdragelse af PA-vestbredden kan gøre alle indbyggere på sigt til israelere og derved får indbyggerne bedre muligheder og en bedre fremtid end idag, idet Israel ikke er et u-land, som PA måske skal sidestilles med. Obama er dog imod og lægger pres på Abbas om at stoppe hans idé.
Men nyskabende er det dog.
Der er også dem, der mener, at en 2-stats løsning allerede er eksisterende, idet Jordan (tidligere transjordanien) blev adskilt fra det geografiske Palæstina af britterne i 1920erne, da området hed ‘the british mandate of palestine”, idet palestine blev defineret som betyderligt større. Palæstina har dog ikke eksisteret som stat eller rige eller land – kun i symbolsk betydning. Man har mange gange forsøgt palæstina etableret men uden held – og det er araberne der stikker en kæp i hjulet. Etablering har været forsøgt seriøst 4-5 gange og opsummering er der i denne artikel på bloggen.
kilde: aljazeera
Semitten's Blog 
Nyskabende? Jeg ved ikke rigtig. Araberne har jo altid ønsket sig en én-stats-løsning, nemlig en arabisk (!), og med en inkludering i Israel og efter kort tid et flertal for en arabisk “tilbagevenden” sættes statens jødiske karakter ud af kraft. For den zionistiske genetablering af den jødiske stat i jødernes eget hjemland er dette formentlig helt utænkeligt.
Men for Abbas og araberne er dette en ønskeposition. Et ganske smart træk i disse “arabiske forårstider.” Og man spør jo sig selv: Hvorfor lige nu? Hvorfor er de pludselig så interesserede i integration? Er det fordi de er ved at tabe kampen, også internationalt? Er det fordi de ved, at de vil blive afvist, hvorved de udsætter Israel for endnu en omgang énsidig, hyklerisk, vestlig fordømmelse? Det giver palæstinenserne gode kort på hånden, som så ofte før. Efter min mening er der tale om rent bluff.
Diskriminationen af de palæstinensiske arabere i de arabiske lande har et rent storpolitisk sigte, hvor det handler om at bevare klemmen på USA og EU. Araberne har altid været villige til at ofre deres palæstinensiske brødre i det store spil.
Jordan – oprindelig Transjordan – ER den arabiske del af det oprindelige britiske mandat, og den palæstinensiske andel af den arabiske befolkning i Jordan er på mere end 80%. Problemet med Jordan er primært, at styret ikke ønsker at styrke dette flertal. Man vil f.eks. ikke lukke de såkaldte palæstinensiske flygtninge fra Syrien ind i øjeblikket, men sorterer dem fra i flygtningestrømmen og indretter særskilte lejre til dem i grænseområderne.
Og endnu en aggressiv arabisk stat på Israels grænse er måske heller ikke ønskværdigt. Det jordanske styre har hidtil været nogenlunde til at tale med, men det bliver ændret, hvis det palæstinensiske flertal tager magten. Ikke at jeg ikke under dem det, men for Israel vil det formentlig være meget farligt.
Det nye forslag om integration er så tillokkende for en nutidig vestlig tankegang, men vi skal huske at tage misteltenen i ed. Det er ikke fredelige hensigter, der ligger bag.
mette
21. april 2012 at 07:29
Det er god pointe. På sigt vil det ødelægge staten Israel som jødisk stat. Den eneste i verden. Og tror en meget langsigtet løsning er at opbygge og støtte Jordan som palæstina, hvad det reelt er, som du også er inde på. Det er bare ikke anerkendt som Palæstina, men hvis Jordan skiftede navn til Palæstina, så findes landet, endda i det rigtige/historiske ørkenområde. Men så vil araberne sikkert sige NEJ NEJ, det skal være den del, der er mod havet.
Men spørgsmålet er, om araberne reelt er interesseret i et palæstina, for de har haft masser af muligheder over tid, ligefra FN’s forsøg på oprettelse af Palæstina (1947), men de sagde nej til, afvisning af campdavid, afvisning af Livni/Olmert initiativet, og også at da vestbredden/gaza ikke var israelsk (1948-1967) var der ingen initiativer til oprettelse af et nyt land. Så jeg er ikke sikker på at Jordan som Palæstina er en løsning, da det sikkert vil blive afvist. Derfor tror jeg på integration af flygtninge som ligeværdige borgere i deres lokalsamfund som den bedste løsning – og sådan gør man også i Danmark. Der integreres folk fra Sandholm og hvad det hedder over tid.
semit
21. april 2012 at 12:14
Ja, du har ret i, at araberne næppe umiddelbart vil tilslutte sig, for så mister de deres politiske limpind.
Personligt har jeg dog alligevel størst tiltro til Jordan-løsningen, men den kræver flere andre skridt for at kunne fungere:
1. Det jordanske styre skal af det internationale samfund bringes til at acceptere en integration af palæstinensiske arabere fra Det Palæstinensiske Selvstyre. Det vil være en helt anden situation internationalt at støtte en jordansk stat politisk, økonomisk og handelsmæssigt end at poste kolossale beløb i Selvstyrets bundløse og rent ud sagt uduelige kar.
2. Araberne i Det Palæstinensiske Selvstyre skal selv kunne vælge, om de vil flytte til Jordan eller blive boende.
3. Der bør vedtages en lov (israelsk-jordansk og internationalt godkendt), som i 40 eller 50 år giver den israelske stat mulighed for at udvise de arabere til Jordan, som engagerer sig i statsfjendtlig aktivitet mod Israel.
4. Retten til tilbagevenden bør effektueres efter normale internationale regler for flygtninge og dermed kun omfatte palæstinensiske arabere, som er født i det britiske mandat vest for Jordan-floden, som de flygtede fra i 1948.
5. International økonomisk kompensation til såvel Jordan som Israel.
Jeg indrømmer, at udsigterne er dårlige, men måske har Abbas alligevel blottet sig så meget, at det kan udnyttes. Jeg ved det ikke.
Det er iøvrigt en udmærket blog, du har her. Jeg glæder mig til at følge den.
mette
21. april 2012 at 16:43