Prime Minister Benjamin Netanyahu’s tale i FN igår

Speech by Prime Minister Benjamin Netanyahu
to the UN General Assembly’s General Debate
27 September 2012

Thank you very much Mr. President.

It’s a pleasure to see the General Assembly presided by the Ambassador from Israel, and it’s good to see all of you, distinguished delegates.

Ladies and Gentlemen,

Three thousand years ago, King David reigned over the Jewish state in our eternal capital, Jerusalem. I say that to all those who proclaim that the Jewish state has no roots in our region and that it will soon disappear.

Throughout our history, the Jewish people have overcome all the tyrants who have sought our destruction. It’s their ideologies that have been discarded by history.

The people of Israel live on. We say in Hebrew Am Yisrael Chai, and the Jewish state will live forever.

The Jewish people have lived in the land of Israel for thousands of years. Even after most of our people were exiled from it, Jews continued to live in the land of Israel throughout the ages. The masses of our people never gave up the dreamed of returning to our ancient homeland.

Defying the laws of history, we did just that. We ingathered the exiles, restored our independence and rebuilt our national life. The Jewish people have come home.

We will never be uprooted again.

Yesterday was Yom Kippur, the holiest day of the Jewish year.

Every year, for over three millennia, we have come together on this day of reflection and atonement. We take stock of our past. We pray for our future. We remember the sorrows of our persecution; we remember the great travails of our dispersion; we mourn the extermination of a third of our people, six million, in the Holocaust.

But at the end of Yom Kippur, we celebrate.

We celebrate the rebirth of Israel. We celebrate the heroism of our young men and women who have defended our people with the indomitable courage of Joshua, David, and the Maccabees of old. We celebrate the marvel of the flourishing modern Jewish state.​

In Israel, we walk the same paths tread by our patriarchs Abraham, Isaac and Jacob. But we blaze new trails in science, technology, medicine, agriculture.

In Israel, the past and the future find common ground.

Unfortunately, that is not the case in many other countries. For today, a great battle is being waged between the modern and the medieval.

The forces of modernity seek a bright future in which the rights of all are protected, in which an ever-expanding digital library is available in the palm of every child, in which every life is sacred. ​

The forces of medievalism seek a world in which women and minorities are subjugated, in which knowledge is suppressed, in which not life but death is glorified.

These forces clash around the globe, but nowhere more starkly than in the Middle East.

Israel stands proudly with the forces of modernity. We protect the rights of all our citizens: men and women, Jews and Arabs, Muslims and Christians – all are equal before the law.

Israel is also making the world a better place: our scientists win Nobel Prizes. Our know-how is in every cell-phone and computer that you’re using. We prevent hunger by irrigating arid lands in Africa and Asia.

Recently, I was deeply moved when I visited Technion, one of our technological institutes in Haifa, and I saw a man paralyzed from the waist down climb up a flight of stairs, quite easily, with the aid of an Israeli invention.

And Israel’s exceptional creativity is matched by our people’s remarkable compassion. When disaster strikes anywhere in the world – in Haiti, Japan, India, Turkey, Indonesia and elsewhere – Israeli doctors are among the first on the scene, performing life-saving surgeries.

In the past year, I lost both my father and my father-in-law. In the same hospital wards where they were treated, Israeli doctors were treating Palestinian Arabs. In fact, every year, thousands of Arabs from the Palestinian territories and Arabs from throughout the Middle East come to Israel to be treated in Israeli hospitals by Israeli doctors.

I know you’re not going to hear that from speakers around this podium, but that’s the truth. It’s important that you are aware of this truth.

It’s because Israel cherishes life, that Israel cherishes peace and seeks peace.

We seek to preserve our historic ties and our historic peace treaties with Egypt and Jordan. We seek to forge a durable peace with the Palestinians.

President Abbas just spoke here.

I say to him and I say to you:

We won’t solve our conflict with libelous speeches at the UN. That’s not the way to solve it. We won’t solve our conflict with unilateral declarations of statehood.

We have to sit together, negotiate together, and reach a mutual compromise, in which a demilitarized Palestinian state recognizes the one and only Jewish State.

Israel wants to see a Middle East of progress and peace. We want to see the three great religions that sprang forth from our region – Judaism, Christianity and Islam – coexist in peace and in mutual respect.

Yet the medieval forces of radical Islam, whom you just saw storming the American embassies throughout the Middle East, they oppose this.

They seek supremacy over all Muslims. They are bent on world conquest. They want to destroy Israel, Europe, America. They want to extinguish freedom. They want to end the modern world.

Militant Islam has many branches – from the rulers of Iran with their Revolutionary Guards to al Qaeda terrorists to the radical cells lurking in every part of the globe.

But despite their differences, they are all rooted in the same bitter soil of intolerance. That intolerance is directed first at their fellow Muslims, and then to Christians, Jews, Buddhists, Hindus, secular people, anyone who doesn’t submit to their unforgiving creed.

They want to drag humanity back to an age of unquestioning dogma and unrelenting conflict.

I am sure of one thing. Ultimately they will fail. Ultimately, light will penetrate the darkness.

We’ve seen that happen before.

Some five hundred years ago, the printing press helped pry a cloistered Europe out of a dark age. Eventually, ignorance gave way to enlightenment.

So too, a cloistered Middle East will eventually yield to the irresistible power of freedom and technology. When this happens, our region will be guided not by fanaticism and conspiracy, but by reason and curiosity. ​

I think the relevant question is this: it’s not whether this fanaticism will be defeated. It’s how many lives will be lost before it’s defeated.

We’ve seen that happen before too.

Some 70 years ago, the world saw another fanatic ideology bent on world conquest. It went down in flames. But not before it took millions of people with it. Those who opposed that fanaticism waited too long to act. In the end they triumphed, but at an horrific cost.

My friends, we cannot let that happen again.

At stake is not merely the future of my own country. At stake is the future of the world. Nothing could imperil our common future more than the arming of Iran with nuclear weapons.

To understand what the world would be like with a nuclear-armed Iran, just imagine the world with a nuclear-armed al-Qaeda.

It makes no difference whether these lethal weapons are in the hands of the world’s most dangerous terrorist regime or the world’s most dangerous terrorist organization. They’re both fired by the same hatred; they’re both driven by the same lust for violence.

Just look at what the Iranian regime has done up till now, without nuclear weapons.

In 2009, they brutally put down mass protests for democracy in their own country. Today, their henchmen are participating in the slaughter of tens of thousands of Syrian civilians, including thousands of children, directly participating in this murder.

They abetted the killing of American soldiers in Iraq and continue to do so in Afghanistan. Before that, Iranian proxies killed hundreds of American troops in Beirut and in Saudi Arabia. They’ve turned Lebanon and Gaza into terror strongholds, embedding nearly 100,000 missiles and rockets in civilian areas. Thousands of these rockets and missiles have already been fired at Israeli communities by their terrorist proxies.

In the last year, they’ve spread their international terror networks to two dozen countries across five continents – from India and Thailand to Kenya and Bulgaria. They’ve even plotted to blow up a restaurant a few blocks from the White House in order to kill a diplomat.

And of course, Iran’s rulers repeatedly deny the Holocaust and call for Israel’s destruction almost on a daily basis, as they did again this week from the United Nations.

So I ask you, given this record of Iranian aggression without nuclear weapons, just imagine Iranian aggression with nuclear weapons. Imagine their long range missiles tipped with nuclear warheads, their terror networks armed with atomic bombs.

Who among you would feel safe in the Middle East? Who would be safe in Europe? Who would be safe in America? Who would be safe anywhere?

There are those who believe that a nuclear-armed Iran can be deterred like the Soviet Union.

That’s a very dangerous assumption.​

Militant Jihadists behave very differently from secular Marxists. There were no Soviet suicide bombers. Yet Iran produces hordes of them.

Deterrence worked with the Soviets, because every time the Soviets faced a choice between their ideology and their survival, they chose their survival.

But deterrence may not work with the Iranians once they get nuclear weapons.

There’s a great scholar of the Middle East, Prof. Bernard Lewis, who put it best. He said that for the Ayatollahs of Iran, mutually assured destruction is not a deterrent, it’s an inducement.

Iran’s apocalyptic leaders believe that a medieval holy man will reappear in the wake of a devastating Holy War, thereby ensuring that their brand of radical Islam will rule the earth.

That’s not just what they believe. That’s what is actually guiding their policies and their actions.

Just listen to Ayatollah Rafsanjani who said, I quote: “The use of even one nuclear bomb inside Israel will destroy everything, however it would only harm the Islamic world.”

Rafsanjani said: “It is not irrational to contemplate such an eventuality.”

Not irrational…

And that’s coming from one of the so-called moderates of Iran.

Shockingly, some people have begun to peddle the absurd notion that a nuclear-armed Iran would actually stabilize the Middle East.

Yeah, right…

That’s like saying a nuclear-armed al-Qaeda would usher in an era of universal peace.

Ladies and Gentlemen,

I’ve been speaking about the need to prevent Iran from developing nuclear weapons for over 15 years.

I spoke about it in my first term in office as Prime Minister, and then I spoke about it when I left office. I spoke about it when it was fashionable, and I spoke about it when it wasn’t fashionable.

I speak about it now because the hour is getting late, very late. I speak about it now because the Iranian nuclear calendar doesn’t take time out for anyone or for anything. I speak about it now because when it comes to the survival of my country, it’s not only my right to speak; it’s my duty to speak. And I believe that this is the duty of every responsible leader who wants to preserve world peace.

For nearly a decade, the international community has tried to stop the Iranian nuclear program with diplomacy.

That hasn’t worked.

Iran uses diplomatic negotiations as a means to buy time to advance its nuclear program.

For over seven years, the international community has tried sanctions with Iran. Under the leadership of President Obama, the international community has passed some of the strongest sanctions to date.

I want to thank the governments represented here that have joined in this effort. It’s had an effect. Oil exports have been curbed and the Iranian economy has been hit hard.

It’s had an effect on the economy, but we must face the truth. Sanctions have not stopped Iran’s nuclear program either.

According to the International Atomic Energy Agency, during the last year alone, Iran has doubled the number of centrifuges in its underground nuclear facility in Qom.

At this late hour, there is only one way to peacefully prevent Iran from getting atomic bombs. That’s by placing a clear red line on Iran’s nuclear weapons program.

Red lines don’t lead to war; red lines prevent war.

Look at NATO’s charter: it made clear that an attack on one member country would be considered an attack on all. NATO’s red line helped keep the peace in Europe for nearly half a century.

President Kennedy set a red line during the Cuban Missile Crisis. That red line also prevented war and helped preserve the peace for decades.

In fact, it’s the failure to place red lines that has often invited aggression.

If the Western powers had drawn clear red lines during the 1930s, I believe they would have stopped Nazi aggression and World War II might have been avoided.

In 1990, if Saddam Hussein had been clearly told that his conquest of Kuwait would cross a red line, the first Gulf War might have been avoided.

Clear red lines have also worked with Iran.

Earlier this year, Iran threatened to close the Straits of Hormouz. The United States drew a clear red line and Iran backed off.

Red lines could be drawn in different parts of Iran’s nuclear weapons program. But to be credible, a red line must be drawn first and foremost in one vital part of their program: on Iran’s efforts to enrich uranium. Now let me explain why:

Basically, any bomb consists of explosive material and a mechanism to ignite it.

The simplest example is gunpowder and a fuse. That is, you light the fuse and set off the gunpowder.

In the case of Iran’s plans to build a nuclear weapon, the gunpowder is enriched uranium. The fuse is a nuclear detonator.

For Iran, amassing enough enriched uranium is far more difficult than producing the nuclear fuse.

For a country like Iran, it takes many, many years to enrich uranium for a bomb. That requires thousands of centrifuges spinning in tandem in very big industrial plants. Those Iranian plants are visible and they’re still vulnerable.

In contrast, Iran could produce the nuclear detonator – the fuse – in a lot less time, maybe under a year, maybe only a few months.

The detonator can be made in a small workshop the size of a classroom. It may be very difficult to find and target that workshop, especially in Iran. That’s a country that’s bigger than France, Germany, Italy and Britain combined.

The same is true for the small facility in which they could assemble a warhead or a nuclear device that could be placed in a container ship. Chances are you won’t find that facility either.

So in fact the only way that you can credibly prevent Iran from developing a nuclear weapon, is to prevent Iran from amassing enough enriched uranium for a bomb.

So, how much enriched uranium do you need for a bomb? And how close is Iran to getting it?

Let me show you. I brought a diagram for you. Here’s the diagram.

This is a bomb; this is a fuse.
In the case of Iran’s nuclear plans to build a bomb, this bomb has to be filled with enough enriched uranium. And Iran has to go through three stages.

The first stage: they have to enrich enough of low enriched uranium.

The second stage: they have to enrich enough medium enriched uranium.

And the third stage and final stage: they have to enrich enough high enriched uranium for the first bomb.

Where’s Iran? Iran’s completed the first stage. It took them many years, but they completed it and they’re 70% of the way there.

Now they are well into the second stage. By next spring, at most by next summer at current enrichment rates, they will have finished the medium enrichment and move on to the final stage.

From there, it’s only a few months, possibly a few weeks before they get enough enriched uranium for the first bomb.
​
Ladies and Gentlemen,

What I told you now is not based on secret information. It’s not based on military intelligence. It’s based on public reports by the International Atomic Energy Agency. Anybody can read them. They’re online.

So if these are the facts, and they are, where should the red line be drawn?

The red line should be drawn right here…

Before Iran completes the second stage of nuclear enrichment necessary to make a bomb.

Before Iran gets to a point where it’s a few months away or a few weeks away from amassing enough enriched uranium to make a nuclear weapon.

Each day, that point is getting closer. That’s why I speak today with such a sense of urgency. And that’s why everyone should have a sense of urgency.

Some who claim that even if Iran completes the enrichment process, even if it crosses that red line that I just drew, our intelligence agencies will know when and where Iran will make the fuse, assemble the bomb, and prepare the warhead.

Look, no one appreciates our intelligence agencies more than the Prime Minister of Israel. All these leading intelligence agencies are superb, including ours. They’ve foiled many attacks. They’ve saved many lives.

But they are not foolproof.

For over two years, our intelligence agencies didn’t know that Iran was building a huge nuclear enrichment plant under a mountain.

Do we want to risk the security of the world on the assumption that we would find in time a small workshop in a country half the size of Europe?

Ladies and Gentlemen,

The relevant question is not when Iran will get the bomb. The relevant question is at what stage can we no longer stop Iran from getting the bomb.

The red line must be drawn on Iran’s nuclear enrichment program because these enrichment facilities are the only nuclear installations that we can definitely see and credibly target.

I believe that faced with a clear red line, Iran will back down.

This will give more time for sanctions and diplomacy to convince Iran to dismantle its nuclear weapons program altogether.

Two days ago, from this podium, President Obama reiterated that the threat of a nuclear-armed Iran cannot be contained.

I very much appreciate the President’s position as does everyone in my country. We share the goal of stopping Iran’s nuclear weapons program. This goal unites the people of Israel. It unites Americans, Democrats and Republicans alike and it is shared by important leaders throughout the world.

What I have said today will help ensure that this common goal is achieved. ​

Israel is in discussions with the United States over this issue, and I am confident that we can chart a path forward together.

Ladies and Gentlemen,

The clash between modernity and medievalism need not be a clash between progress and tradition.

The traditions of the Jewish people go back thousands of years. They are the source of our collective values and the foundation of our national strength.
​
At the same time, the Jewish people have always looked towards the future. Throughout history, we have been at the forefront of efforts to expand liberty, promote equality, and advance human rights.

We champion these principles not despite of our traditions but because of them.

We heed the words of the Jewish prophets Isaiah, Amos, and Jeremiah to treat all with dignity and compassion, to pursue justice and cherish life and to pray and strive for peace.

These are the timeless values of my people and these are the Jewish people’s greatest gift to mankind.​

Let us commit ourselves today to defend these values so that we can defend our freedom and protect our common civilization.

Thank you.

Rabbiner: Angreb kunne være sket i København

Attentatet mod den jødiske menighed i Malmø kunne lige så godt være foregået i København. Det mener overrabbiner for Mosaisk Trossamfund, Bent Lexner, som både er trist over episoden og taknemmelig for, at der ikke er sket mere …

JP /Rabbiner: Angreb kunne være sket i København.

To anholdt for angrebet på det jødiske forsamlingshus

Den jødiske forsamling i Malmø blev i nat udsat for et attentat, da en sprængladning eksploderede ved dens bygning i Kamrergatan. Ingen kom noget til, oplyser politiet i Skåne til TT. Ifølge avisen Sydsvenska Dagbladet er der ud over eksplosionen også tegn på, at nogen har forsøgt at bryde ind i bygningen ved at smadre facadens vinduer. To personer er anholdt for angrebet …

tv2 / meget mere her …

Lady Gaga trues af islamister

Lady Gagas sikkerhedsteam har opgraderet sikkerheden omkring hende efter hendes burka og vaskebjørnshaletøj under London Fashion Week har skabt vrede blandt religiøse grupper, skriver modebladet Gigwise. Stjernen ankom til showet iført en burka dækket med vaskebjørnhaler, men har ikke bekræftet eller benægtet, om det var ægte pels.

“Det er en klar fornærmelse mod muslimer og islam,” sagde en Chicago-baseret repræsentant for en række muslimske grupper til Chicago Sun Times … læs mere i link …

kilde: Frie ytringer

video fra Lady Gagas seneste optræden i Israel august 2012.

Israel hindrer terrorangreb nær Sinai

JP / Israel hindrer terrorangreb nær Sinai.

Atter har terrorister været på spil for at angribe Israel via Sinai. Og det er ikke et svar fra israelske angreb i Sinai, men friske angreb. Hvis det lykkes at angribe Israel med markante tab, kan det ikke udelukkes at Israel atter besætter Sinai for forhindse yderligere angreb. Ordet besættelse har fået en negativ klang i medierne, men Israels måske kommende besættelse af Sinai handler om forsvar af Israel og er modsat andre besættelser, fx tyskenes besættelse af Danmark, Sovjetunionens de facto besættelse af østeuropa eller Kinas besættelse af Tibet, idet disse besættelser ikke er begrundet i frygt for terror eller angreb.

Netanyahu: Iran er syv måneder fra en atombombe

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, advarer om, at Iran vil være ved at kunne fremstille atombomber om seks til syv måneder. Den israelske regeringschef opfordrer igen præsident Barack Obama til at trække en linje i sandet over for iranerne. Samtidigt får Iran flere og flere centrifuger, der efterhånden kan berige med op til 60%, hvoraf 80% er nødvendigt for at fremstille atomvåben.

kilde: JP

USA mindes ofre for 11. september-terror for 11 år siden

USA’s forsvarsminister, Leon Panetta, opfordrer amerikanerne til ikke at glemme de soldater, der kæmper og dør i Afghanistan. Det sagde Panetta mandag, da han dagen inden årsdagen i dag mindedes ofrene for terrorangrebene 11. september 2001.

Under et besøg på et mindesmærke i det sydvestlige Pennsylvania, hvor han ærede passagerer og besætningsmedlemmer på det United Airlines-fly, der blev kapret 11. september 2001 og styrtede ned på en mark i delstaten.

Panetta sagde, at kampen mod de militante al-Qaeda-medlemmer, der stod bag angrebene, ikke er overstået, og at soldaterne fortsat er i fare.

JP /USA mindes ofre for 11. september-terror.

Sabra og Shatila

</br>

Om et par dage gennemgås historien bag massakrene i Sabra og Shatila i den libanesiske borgerkrig i solidaritetshuset.

Den libanesiske kristne Falangistmilits var ansvarlig for de massakrer, der fandt sted på de to flygtningelejre i Beirut i 16-17 september 1982. Israelske tropper tillod falangister at komme ind i Sabra og Shatila for at udrydde terrorceller, som de mente holdt til dér. Det var anslået op mod 200 bevæbnede mænd i lejrene, der tog udgangspunkt i de utallige bunkers, der var blevet bygget af PLO i årenes løb og blev anvendt til opbevaring af ammunition.

Da israelske soldater beordrede falangister ud, fandt de flere hundrede døde (skønnet spænder fra 460 ifølge det libanesiske politi, til 700-800 skønnet af den israelske efterretningstjeneste). De døde, ifølge de libanesiske kilder, omfattede 35 kvinder og børn. Resten var mænd: Palæstinensere, Libanesere, pakistanere, iranere, syrere og algeriere. Drabene skete i den libanesiske borgerkrig, hvor anslået 95.000 døde mellem 1975 og 1982.

Massakren blev begået for at hævne mordene på den libanesiske præsident Bashir Gemayel og 25 af hans tilhængere, dræbt i et bombeangreb tidligere på ugen.

Israel havde tilladt falangisterne at anvende lejren som led i en plan om at styrke libanesisk suverænitet og falangisterne påtog sig ansvaret. Kahan undersøgelseskommission dannedes af den israelske regering som reaktion på den offentlige forargelse og bestyrtelse over, at Israel indirekte skulle være medansvarlig ved ikke at foregribe begivenhedernes gang og stoppe    falangisternes vold. Israel afskedigede general Raful Eitan, hærens øverstbefalende og forsvarsminister Ariel Sharon .

Det er meget få regeringer i verden, at man kan forestille sig. der laver en sådan offentlig undersøgelse i en vanskelig periode for Israel og Libanon.

Mens 300.000 israelere demonstrerede i Israel for at protestere mod massakren, var der ringe eller ingen reaktion i den arabiske verden. Uden for Mellemøsten udbrød et stor international ramaskrig mod Israel efter massakrerne, mens falangisterne, der begik forbrydelsen, blev sparet for hovedparten af fordømmelserne.

Omvendt blev få stemmer hørt, da muslimske militsfolk angreb Shatila og Burj-el Barajneh palæstinensiske flygtningelejre i 1985. Ifølge en FN-embedsmænd blev 635 dræbt og 2.500 såret. Under en to-årig kamp mellem den syrisk-støttede shiamuslimske Amal-milits og PLO, blev mere end 2.000, herunder mange civile angiveligt dræbt. Ingen ramaskrig var rettet mod PLO eller syrerne og deres allierede over slagtningerne. De international reaktioner var også afdæmpede i oktober 1990, da syriske styrker overskred de kristne-kontrollerede områder i Libanon. I det otte-timers lange sammenstød, blev 700 kristne dræbt, den værste enkelt slag i den libanons borgerkrig.

Kilde: jewishlibrary

Sabra 0g Shatilla mindedag handler ikke om palæstinensere, men om israelere. Ikke om de andre 95.000, der døde i den libanesiske borgerkrig, men kun de døde, hvor Israel muligvis havde et medansvar. Det kaldes diskrimination, når de andre 95000 ikke er lige så vigtige at mindes og der ikke er mindedage for andre massakrer i Jordan, Syrien, Israel eller Egypten.

Bon Dylan udgiver sit 35 album og har 50 års jubilæum

Bob Dylan anno 2012

Det seneste album fra rocklegenden udgives idag i Danmark og hedder “Tempest”, og det falder sammen med hans 50-års jubilæum siden hans debutalbum.

Bob Dylan (født Robert Allen Zimmerman 24 maj 1941) er bredt anerkendt som en af ​​Amerikas største og mest populære sangskrivere. Selv om en stor del af hans vigtigste arbejde er baseret i 1960’erne, fortsætter Dylan med udgivelser. Han er bedst kendt for sin status som et musikalsk ikon i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse med hans mest populære sange “Blowin ‘In The Wind” og “The Times They Are A-Changin.”

Dylan blev født og tilbragte sin tidlige barndom i Duluth, Minnesota , født af Abe og Beatty Zimmerman. Efter Abe blev ramt af polio, flyttede familien til Hibbing, tæt på Bob’s sjette fødselsdag. Abe’s forældre, Zigman og Anna Zimmerman, var jødiske immigranter fra Odessa i Ukraine.  I 1950’erne havde Hibbing et jødisk samfund på omkring 300 mennesker, og hans forældre tog aktivt del i miljøet.  Hans far var præsident for B’nai Brith , og hans mor var formand for den lokale Hadassah kapitel.

Dylan gik i religiøs skole i samfundets eneste synaoge, Agudas Achim. Han deltog i en zionistisk lejr i Winsconsin, Herzl Camp, hvor han spillede guitar, klaver og mundharmonika med sine kolleger og campister. Som 13-årig, havde han Bar Mitzvah i Hibbing med en gæsteliste på omkring 400, hvilket ifølge Moment magasinet var en af de største nogensinde i byens historie.

Meget af hans ungdom blev brugt til at lytte til radio, hvor han opdagede blues, country musik, og rock and roll. Han var stærkt påvirket af Little Richard og Carl Perkins og begyndte at optræde i high school’sens garage med rock bandet ‘The Shadow Blasters and The Golden Chords’. I 1959 gik han på college på University i Minnesota og begyndte at anvende alias Bob Dylan (eller Dillon). Han har aldrig helt forklaret, hvorfor han tog denne pseudonym, selvom der er mange rygter om dens oprindelse. Han gik ud af skolen efter et år, og fandt sin vej til Greenwich Village, New York City. Han skrev hurtigt en pladekontrakt med Columbia Records. Hans første album for Columbia var Bob Dylan fra 1962. Det var på hans første par albums, at  han udviklede sin egen genre af protestsange, hvor han observerede og kritiserede, hvad han opfattede som uretfærdigheder i det amerikanske samfund.

I 1963 udgav han The Freewheelin ‘Bob Dylan’ , som omfattede hymnen “Blowin ‘In The Wind”. Folkemusiktrioen Peter, Paul & Mary fra 1960erne tog sangen til sig og gjorde det til et internationalt hit. Ved udgangen af 1960’erne, blev Dylan allerede betragtet som en musikalskl profet for sin samfundslyrik. Mange af hans sange havde også tilbagevendende jødiske temaer. Titlensangen fra Highway 61 Revisited(1965) hentyder til Isaac i Toraen:

“Oh G-d said to Abraham”: ‘Kill me a son’/ Abe says, ‘Man, you must be puttin’ me on’/ G-d say ‘No.’ Abe say, ‘What?’/ G-d say, ‘You can do what you want Abe, but/ The next time you see me comin’ you better run’/ ‘Well,’ Abe says, ‘Where do you want this killin’ done?’/ G-d says, ‘Out on Highway 61.’

I sin sang “”Not Dark Yet” fra albumett Time Out of Mind , synger han,

“I was born here and I’ll die here against my will. Against your will you were born, against your will you will die. 

Dette er en omskrevet passage fra Mishnah

På trods af sine jødiske rødder og henvisninger til Toraen og biblen siger Dylan i 1966 i et interview til Playboy, at han aldrig virkelig følte sig jødisk. “Jeg har ikke rigtig betragtet mig selv som jødisk eller ikke-jødisk … Jeg er ikke en forkæmper for trosbekendelser. Jeg tror på dem alle, og ingen af dem (” The Uautoriseret Spirtual biografi, “af Nadine Epstein og Rebecca Frankel, Moment august 2005). Dylan’s kontrovers var, da han konverterede til kristendommen og blev evangelisk i slutningen af 1970’erne. I 1983 omkring udgivelsen af hans album Infidels, begyndte Dylan at distancere sig fra kristendommen og kirken. Han rejste til Israel, hvor hans søn Jesse blev Bar Mitzvah og blev fotograferet på Kotel iført tefillin og bede. Hans sang “Neighborhood Bully” fra Infidels er en hyldest til Israel og dets politik. Israel er aldrig navngivet direkte i sangen, men Dylan illustrerer, hvordan Israel er den lille i mellemøsten. og omringet af fjender og hvordan Israel konstant mærker sine fjender som bøller og det hander om at kæmpe for at overleve.

Bob Dylan er altid på farten på sin “Never Ending Tour,” og giver måske 100 forestillinger om året. Hans nuværende religiøse etiket er altid et spørgsmål, men om han er jødisk eller kristen er ubesvaret, men Bob Dylan er stadig den mest indflydelsesrige sangskriver af populær musik.

Syriske tropper angriber palæstinensisk lejr

SYRIEN: Syriske regeringstropper stormede lørdag en palæstinensisk flygtningelejr i Damaskus i forsøg på at uddrive de oprørere, der har brugt lejren som tilholdssted.

Syriske tropper angriber palæstinensisk lejr – Globalt | www.b.dk.

Når nu syrene angriber palæstinensere bliver det spændende, om den danske venstrefløj vil protestere imod angrebene, idet venstrefløjen ofte har indkaldt til demonstrationer når det er israel, der har angrebet palæstinensiske grupper, men dog med den forskel, at palæstinensere angreb Israel via selvmordsbomber eller via raketter  fra Gaza.

Egyptens hær har dræbt 32 i lovløst område

Den egyptiske hær har dræbt 32 “kriminelle elementer” i dens militære operation imod formodede militante islamister på Sinai-halvøen, der begyndte i starten af august. Israel er skeptisk over for egypternes tilstedeværelse i området, men ifølge obersten understreger, at Egypten ikke er i gang med at bryde fredsaftalen mellem de to lande.

JP /Egyptens hær har dræbt 32 i lovløst område.

Formålet kan dels være at styrke grebet om Sinai, der bliver mere og mere lovløst og dels at sikre at Israel ikke angribes fra ægyptisk territorie, idet seriøst angreb fra Ægtpten til Israel kan give militære svar fra Israel og derved startes en grænsekonflikt, der idag ikke findes. Modsat er det ofte grænsekonflikt mellem Gaza-striben og Israel, der besvarer Gaza’s angreb med modangreb.

Fast ejendom i Ramallah er en god investering

Den palæstinensiske myndighed er på randen af et ​​økonomisk kollaps med en gæld på 1,5 milliarder dollars MEN …

Scener fra Ramallah, hovedstad i Den Palæstinensiske Myndighed, maler et andet billede. Nye biler, nye cafeer og nye bygninger. Meget af dette er blevet betalt af lån. Dette Fatahmedlem siger, at han ikke kan afdrage på sine realkreditlån. Så hvordan er det lige, at alle disse moderne nye bygninger og nye biler kan ses over hele byen? I Ramallah betragtes fast ejendom som en god investering.

Over en milliard dollars investeres ​hvert år i byen. Lejlighedspriser starter på to hundrede tusinde dollars. Hvordan har folk råd til luksusbiler? Lån fra palæstinensiske banker er tilsyneladende lette at opnå. Personlige lån er femdoblet i de seneste to år og har nået omkring en halv milliard dollars.

Mange palæstinensiske økonomer mener, at boblen er for stor og kan briste. Dr. Nasar Tabuv, der er generaldirektør for den palæstinensiske statskasse siger, at den Palæstinensiske Myndigheds finanspolitiske reserver er ved at løbe ud. De kan næppe betale deres lønninger og sker det, vil den politiske stabilitet være i fare. Eksperter siger, at der måske kun er to til tre måneder til, før de ikke kan betale lønninger. I dette scenario, er den store taber også Israel.

Kilde: JerusalemOnline

Stop Iran Now

Videoen tager hul på fredsaftalen mellem Storbritannien og Hitler, der ikke holdt vand til dagens problematik med Irans Ahmandinejad og co.

Smag verden … Mangfoldighedsfest på Nørrebro

Reportage af Jette Plesner Dali

Dansk Zionist Forbund (DZF) var på plads i Rantzausgade på Nørrebro lørdag den 1. og søndag den 2. september, da Københavns Kommune (copenhagencooking.dk og blanddigibyen.dk) skød en “mangfoldighedsfest i verdensklasse” i gang.
DZF var den vistnok eneste forening, som tilbød interesserede forbipasserende gratis smagsprøver på fremragende Yarden Merlot vine fra Golanhøjderne, majschips uden farvestoffer og endelig saltagurker, som – viste det sig – vakte mest glæde og begejstring.

Bl.a. var en polsk jøde nær væltet med sin cykel, da han fik øje på de salte agurker, som han hævdede, han ikke havde smagt mage til i 14 år. Flere hævede, at de lækre agurker smagte nøjagtig som “deres” agurker, dvs. saltagurker som de laves i Polen, Estland og Litauen, stort set hele Østeuropa.
Herudover var der naturligvis læsestof, for de, der gerne ville vide mere, hvadenten man nu var interesseret i Israel som næste feriemål eller det politiske – situationen i Mellemøsten set med israelske øjne.
Vi blet taget rigtig godt imod af både lokale unge, en meget venlig muslimsk vagt, som både lørdag og søndag henvendte sig for at høre, om der var noget, vi manglede.

Alt i alt må det siges at have været en succes. Indimellem blev der diskuteret igennem, men på en god og konstruktiv måde. I den forbindelse var det iøvrigt et hit, at en af de israelske deltagere talte flydende arabisk.
Søndag eftermiddag, da det hele var ved at være slut, det sidste glas vin drukket og de sidste saltagurker foræret væk til lækkersultne forbipasserende, kunne alle som havde deltaget i arrangementet, glæde sig over, at det hele alt i alt var forløbet fredeligt.

Ikke mindst takket være en gruppe betjente, som begge dage holdt sig i nærheden, således at de kunne gribe ind, ifald det blev nødvendigt. Disse betjente fortjener en stor og varm tak for deres rolige, venlige og kompetente assistance.

Se og læs mere på disse hjemmesider:

www.israel-info.dk og www.support-israel.dk

Hvis man vil have en negativ reportage, findes den ikke overraskende i MODKRAFT.DK, hvor det bl.a fremgår, at israel ikke bør deltage på grund af forskelsbehandling og manglende mangfoldighed.

Imidlertid bestræber Israel sig på mangfoldighed og lighed mellem hvid/sort, jøde/muslim/kristen, indbygger/indvandrer, jødisk/arabisk osv. Men ikke palæstinensere, som det fremgår af deres artikel. Og det er sandt nok og det er fordi, at palæstinensere ikke er israelere, og derfor har denne befolkning deres egen regering og et PA – statslignende autonomi kaldet Palestine Authority. Befolkningsgrupper, der ikke er israelere, har naturligvis færre rettigheder, ligesom grupper i Danmark fx tyskere, flygtninge, turister og udenlandske studerende ligeledes har færre rettigheder. Det er ikke FORDI, at de er etniske anderledes, men fordi de ikke har dansk statsborgerskab. Og de palæstinensere, der bor, arbejder eller rejser i Israel (og for den sags skyld jordanere, danskere, turister, flygtninge, udenlandske studerende, gæstearbejdere) har ligeledes færre rettigheder, så det er ikke et israelsk fænomen, at nogle grupper har færre rettigheder og sværere ved at klare sig, men snarere fordi, at der findes nationalstater. De, der har palæstinensiske papirer eller pas, er ikke israelere og ikke israelernes problem og omvendt er de israelske rettigheder i PA – ikke PA’s problem. Arabere i Israel med israelsk statsborgerskab er israelere og arabere med PA-pas og papirer kan kalde sig palæstinensere, selvom det er lidt selvmodsigende, når der ikke en palæstinensisk stat. Der er derfor ingen palæstinensere i Israel andet end de, der er på gennemrejse, gæstearbejder, studerer, har midlertidigt ophold, eller familiesammenført indtil de er israelere. Der har forresten aldrig været et palæstinensisk land, rige eller statsdannelse. Palæstina er en geogragisk betegnelse for kyststrækningen fra Gazastriben indtil den første tredjedel af Libanon og østpå indtil jordanfloden og endvidere medtog britterne også det nuværende Jordan, da de definerede ‘the british mandate of Palestine’ fra 1917-1948. Så hvis de, der kalder sig palæstinensere, vil oprette en stat, er det noget mere realitisk at starte op i Jordan, der er større, ikke har jøder, er arabisk talende og muslimsk i forvejen.

Læs modkrafts artikel og afslør fordomme og diskrimination af Israel. De anklagepunkter, som de har, gælder også andre lande, måske endda de fleste lande i denne verden. Men at de kører kampagne mod Israel, når 100 andre lande har dårligere vikår er diskrimination, og sømmer sig ikke for en venstreorienteret portal, der burde bestræbe sig på at tage fat, hvor elendighed og død og ødelæggelse burde have første prioritet. Eksempelvis Haiti, Syrien, Nigeria, Iran som de værste eksempler…

modkraft.dk/artikel/protest-mod-dansk-zionist-forbund – artikel i modkraft.dk

“Hvis zionisterne ønskede fred i et jødisk hjemland, ville de kæmpe for, at Israel fjerner muren omkring Vestbredden, anerkender Palæstinas grænser og hæver besættelsen af de palæstinensiske områder, udtaler Frederik Petersen.”

Jeg er fuldstændig enig. Fjern muren (mod garantier at Israel ikke angribes), fjern besættelsen (ved at integrere vestbredden i Israel)  og der er intet i vejen for, at visse områder hedder Palæstina, Judæa, Samaria, Kanaaen eller noget andet. Gazastriben er dog det mest rigtige palæstina, idet Palæstina er udledt af ‘filistre’, der boede i Gazaområdet i biblens tid. Men vestbredden har intet med filistrenes områder at gøre, men er historiske jødiske områder, typisk kaldet Judæa og Samaria.

Mitisrael har udgivet en større analyse af begrebet palæstinenser og araber og mener, at der er store misforståelser, hvis man skal holde sig til facts. Men analysen er sund og historisk korrekt og burde være på ethvert barns skoleskema.

En anden reportage findes på uriasposten, der er DEN mest læste blog eller måske næstmest læste blog i danmark med millioner af  hits i dens levetid og den forklarer, at der var optræk til ballade foran den zionistiske stand med fire venstreorienterede der satte en kunstig mur op foran DZF’ stand. “Zionisterne lukker palæstinenserne ude, vi lukker zionisterne inde”. Det er nogle venstreorienteredes billede af ytringsfrihed på en mangfoldighedsfestival.

… og de blinde skal se … Israelsk opfindelse kan gøre blinde seende

Meget blindhed forårsages af dårlig retina, men nu kan en chip implanteres, der erstatter retina. Se videoen og se hvordan den kunstige retina fungerer, der kan få millioner til at se igen.

Om millionærer i Gazastriben

 

Nogen tror stadigvæk, at de 1,4 millioner palæstinensere I Gazastriben lever i elendighed og nød. Men ifølge en undersøgelsesrapport offentliggjort i den pan-arabiske avis Asharq Al-Awsat, bor der mindst 600 millionærer i Gazastriben. Avisens rapport afviser påstanden om, at Gaza-striben har været udsat for en humanitær krise på grund af en israelsk blokade.

Mohammed Dahlan, fra den tidligere Palæstinensiske Myndigheds sikkerhedskommandør fra Gazastriben, sagde endvidere, at Hamas var de eneste, der belejrede Gaza-striben, og at det er Hamas, og ikke Israel eller Egypten, der kvæler og straffer mennesker der.

De palæstinensiske millionærer, ifølge rapporten er blevet rige på baggrund af hundredvis af underjordiske tunneller langs grænsen mellem Gaza og Egypten.

Velinformerede palæstinensiske kilder afslører hver dag, udover våben, tonsvis af brændstof, medicin, køretøjer, elektriske apparater, narkotika og cigaretter, der smugles ind i Gaza-striben gennem mere end 400 tunneller. En tidligere tjenestemand fra Sudans regering, der besøgte Gazastriben blev citeret for at sige, at han fandt basale varer, der ikke engang var til rådighed i Sudan. Næsten alle tunneler kontrolleres af Hamas-regeringen, der har etableret en særlig kommission til at overvåge smuglerforretningen, hvilket gør Hamas-regeringen til den største støtte for smuglingsindustrien.

Palæstinenserne anslår, at 25% af Hamas-regeringens budget kommer fra afgifter fra ejerne af de underjordiske tunneler. For eksempel har Hamas pålagt en 25% skat og et $ 2000 gebyr for hver bil, der smugles ind i Gaza-striben. Hamas har også afgifter på $ 15 dollars for hvert ton cement, otte cent for en pakke cigaretter og 50 cent for hver liter brændstof, der smugles gennem tunnellerne. For Hamas er tunnelerne et spørgsmål om liv eller død.

Men nu står Hamas overfor en enorm krise, idet de egyptiske myndigheder har planer om at genvinde kontrollen over Sinai i kølvandet på den seneste drab på 16 egyptiske grænsevagter af uidentificerede terrorister. Den egyptiske hær synes at være fast besluttet på at ødelægge de underjordiske tunneler af frygt for, at de bliver brugt til ikke alene at smugle varer og brændstof, men også islamistiske terrorister, der udgør en trussel mod Egyptens nationale sikkerhed.

På nuværende tidspunkt står det imidlertid ikke klart om Egyptens Muslimske Broderskabs præsident, Mohamed Morsi vil afskære en af ​​Hamas’ vigtigste indtægtskilder. Morsis politik har hidtil været at styrke Hamas på bekostning af den vestligt støttede palæstinensiske myndighed på Vestbredden. Hvis det lykkes den egyptiske hær, i sit anti-terror beredskab i Sinai, at nedrive de underjordiske tunneller kan det markere begyndelsen til enden for den islamistiske bevægelses herredømme over Gaza-striben.

How Many Millionaires Live in the “Impoverished” Gaza Strip?.

Når alt dette er sagt, skal det også siges at i alle områder og byer findes der fattige folk, der snarere overlever end lever, og det gælder også israelere, så det er ikke et zionistisk eller israelsk fænomen, at der findes fattige enklaver i Gazastriben eller i flygtningelejre, der efter mange år snarere er byer og ikke teltlejre, som vi dagligt ser for syriske flygtninge.

Ayn Rand og objektivisme

Ayn Rand blev født i St. Petersborg i Rusland som den ældste af tre døtre af en jødisk, men hovedsageligt agnostisk, familie. Hendes forældre var Sinovij Sakharovitj Rosenbaum og Anna Borisovna Rosenbaum, og hendes to yngre søstre var Natasja (1907) og Eleanora “Nora” (1910). Hun var tolv under den russiske revolution i 1917, og hendes familieliv blev forstyrret af opkomsten af Bolsjevik-partiet. Hendes faders apotek blev konfiskeret af sovjetterne, og familien flygtede til Krim for at komme sig økonomisk og her færdiggjorde hun grundskolen. Hendes personlige oplevelser af det kommunistiske regime var med til at forme hendes politiske livsbane. Ayn Rand emigrerede til USA i 1925, resten af familien, på nær Eleanora, døde alle under 2. verdenskrig. Eleanora døde i 1999.
Fra en tidlig alder fattede Ayn Rand en interesse for litteratur og film, og op igennem sin barndom læste hun mange af de klassiske romantiske forfattere, Sir Walter Scott, Alexandre Dumas, Victor Hugo – senere beskrev hun Victor Hugo som sin favoritforfatter. På St. Petersborgs Universitet læste hun filosofi og historie, og var her mest optaget af Edmond Rostand, Friedrich Schiller og Fjodor Dostojevskij, såvel som filosofferne Nietzsche (Således talte Zarathustra) og især Aristoteles (Organon (Logik)) som hun anså som verdenshistoriens mest afgørende filosof. I 1924 optoges hun på fakultetet for dramaturgi for at studere til filmmanuskriptforfatter. Men i 1925 blev hun tildelt et visum til USA for at besøge familie, og efter et kort ophold hos noget familie i Chicago besluttede hun sig for aldrig at vende tilbage til Sovjet – hvis kommunistiske regime hun afskyede. I stedet tog hun til Los Angeles/Hollywood for at forsøge sig som filmmanuskriptforfatter og ændrede i den forbindelse sit navn til “Ayn Rand”. “Ayn” er en tilpasning af det finske navn “Aino”, og “Rand” kommer sandsynligvis af at hendes oprindelige navn Alisa Sinovjevna Rosenbaum.
I Hollywood startede Ayn Rand med at tage forskelligt forefaldende arbejde, det var her, hun som statist i en indspilning af Cecil B. DeMilles King of Kings, opsøgte sin kommende mand, skuespilleren Frank O’Connor. De to blev gift i 1929, og i 1931 blev Ayn Rand amerikansk statsborger.

På et tidspunkt var hendes bog Atlasshrugs den næstmest betydende bog efter biblen i USA ogh DR2 har netop samlet interview med hende … ‘

http://www.dr.dk/TV/se/de-kaere-maskiner/de-kaere-maskiner-1-3#!/

Der findes endvidere en blog, der hedder det samme som hendes hovedværk http://atlasshrugs.blogspot.dk/ og den tager ligeledes fat på islamisering, terror, manglende ytringsfrihed og demokrati samt dens trusler, jihad og http://atlasshrugs2000.typepad.com/ er en søsterblog. Kig på dem en dag og vær endnu bedre informeret.

kilde: Wikipedia

Israel frikender hær for drab på aktivist

Det var ikke den israelske hærs skyld, at en bulldozer kørte over en amerikansk aktivist i Gaza, siger dommer. En israelsk domstol afviser, at staten Israel kan klandres for, at den amerikanske aktivist Rachel Corrie blev knust af en bulldozer under en demonstration til fordel for palæstinenserne i 2003.

OREGONLIVE skriver “Uanset hvordan man vender og drejer spørgsmålet, er Rachel Corries død en tragedie …. Men Corries død er ikke mere tragisk end andre unges død – nogle af dem unge amerikanere, der havde rejste til Israel – og som døde i bombninger begået af palæstinensiske terrorister.

kilde: Nordjyske jewishlibrary

Alle, der dør i kamp, lider en tragisk død. Rachel Corrie var gået ind i et militært område for at forhindre, at et hus blev revet ned. I den forbindelse skulte hun sig og blev overset af en bulldozer, men fjender mener blev brugt som mordvåben. Men helt ærligt: Hvorfor skulle isralerne dræbe hende. Det gør ikke en forskel om hun lever eller ikke, andet end hendes fortsatte liv var bedre for Israel end hendes død.

Der er mange flere end Rachel Corrie, der døde i intifadaerne

Når enkelte mindes Rachel Corries, mindes de samme mennesker så også de andre amerikanere, der døde med overlæg i terror og Intifadaen?

My Name is Rachel Corrie

My Name is Rachel Corrie, 23. I was killed by Israel in a closed military zone in Gaza

My Name is Rachel Ben Abu,16. I was murdered in a shopping mall
My Name is Rachel Thaler, 16. I died in a coma from major headinjuries from a suicide bombing
My Name is Rachel Levy, 17. Murdered by a female suicide bomber at a supermarket
My Name is Rachel Levi, 19. Murdered when a busdriver intentionally drove into a crowded bus stop
My Name is Rachel Charhi, 36. Murdered in a cafe suicide bombing
My Name is Rachel Shabo, 40. Murdered with three of her sons by a terrorist in their home
My Name is Rachel Gavish, 50. Murdered with three members of her family by a terrorist in their home
My Name is Rachel Kol, 56. Shot with her husband in their car after visiting their infant granddaughter

Rachel Corrie var en aktivist, der blev dræbt af en israelsk bulldozer 16 marts 2003 i forbindelse med den 2. intifada ved at forsvare en bygning, der skulle nedrives ved Rafah af Israel. I følge Wikipedia diskutteres det stadig, hvordan årsagssammenhængen var. Diskussionen består i, hvorvidt det var med vilje fra Israels side, eller at uheldet var ude. For hvorfor skulle man dræbe en aktivist uden våben med vilje?

En gang imellem hører men om denne Rachel Corrie og der er mindre støttegrupper for hende. Men mindes man så også de andre Rachel’er, der helt sikkert er blevet dræbt med overlæg eller følgen af terror? Rachel Corrie udsatte sig med vilje i farezonen og på et tidspunkt fejlede (eller Israel fejlede). Men er de andre Rachel’er ikke lige så meget værd? Dem der mindes Rachel Corrie, efter deres syn et uskyldigt offer, vil de samme personer også mindres de andre 8 Rachel’er? Eller de er måske mere skyldige? I hvad? I at være israelere?